Lars von Trier

Lars von Trier er en hovedskikkelse i den internationale artfilm og har været primus motor bag opblomstringen af dansk film fra 1990erne, især på grund af hans centrale rolle i Dogme 95.

Han begyndte allerede i barndommen at producere små film og lavede som ung to halvtime lange, privatfinasierede fiktionsfilm, "Orchidégartneren" (1977) og "Menthe la bienheureuse" (1979). I filmskoletiden vakte han opmærksomhed med kortfilmen "Nocturne" (1981), der vandt en pris ved Filmschoolfest Munich 1981, og med afgangsfilmen "Befrielsesbilleder" (1982), hvis hypnotisk modernistiske billedsprog er karakteristisk for Triers tidlige værker. Den såkaldte Europa-trilogi, der kredser om den mandlige idealist i et undergangsunivers, omfatter spillefilmdebuten "Forbrydelsens element" (1984), den eksperimentelle metafilm "Epidemic" (1987), lavet på lowbudget og det stort anlagte melodrama "Europa" (1991). Tv-produktionen "Medea" (1988) var baseret på Carl Th. Dreyers ikke-realiserede manuskript.

Trier fik fra begyndelsen international opmærksomhed, både debutfilmen og "Europa" vandt priser i Cannes, men det var først med tv-serien "Riget" (1994, fortsættelse 1997), at han vandt et stort publikum. Den sorthumoristiske serie om spøgelser på Rigshospitalet blandede effektivt horror og satire. Den var også et eksperiment med forenkling af produktionsprocessen samt et brud med den konventionelle perfektionisme og dannede på den måde afsæt for Dogme 95 manifestet, som Trier udarbejdede i samarbejde med Thomas Vinterberg og præsenterede i Paris ved en konference om filmens fremtid, Le cinéma vers son deuxième siècle, den 20. marts 1995 i anledning af filmmediets 100-års jubilæum.

Sammen med Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring dannede Trier et dogmebroderskab. Ved årtusindskiftet samarbejdede dogmebrødrene om en live optaget og udsendt tv-film, "D-dag" (2001). Med Kyskhedsløftets ti regler, var Dogme et initiativ til at rense filmen og filmprocessen for det overflødige og overfladiske, som især præger den kommercielle amerikanske film. Som en slags alternativ kunstnerisk og teknisk metode, der fokuserede på det beskedne udstyr, det intense spil og den stærke historie, fik Dogme 95 stor international gennemslagskraft og satte ny dansk film på den internationale dagsorden. I alt blev der produceret ti danske dogmefilm.

Triers næste film, "Breaking the Waves" (1996), var ikke en dogmefilm, men det intense melodrama om seksualitet og religiøsitet var fortalt med uroligt håndholdt kamera og førte til et internationalt gennembrud. De kvindelige lidelseshistorier fortsatte i dogmefilmen "Idioterne" (1998) og især i musicalen "Dancer in the Dark" (2000), der vandt Guldpalmen i Cannes. Tilsammen udgør de tre film den såkaldte Guldhjerte-trilogi, opkaldt efter en billedbog, Trier var optaget af som barn.

I "De fem benspænd" (2003) udfordrede Trier sin ældre kollega Jørgen Leth til at genindspille kortfilmen "Det perfekte menneske" (1967) ud fra skiftende spilleregler. I "Dogville" (2003), om samfundet og den fremmede, udspilles dramaet på et scenegulv med hvide streger og udvalgte rekvisitter; den udgør sammen med "Manderlay", om frihed og slaveri, den aldrig fuldførte trilogi om USA under 30'ernes krise.

Efter komedien "Direktøren for det hele" (2006), der eksperimenterede med vilkårlig, computervalgt kameraplacering (Automavision), markerede den såkaldte Depressions-trilogi et humørskifte: "Antichrist" (2009), en dyster horror-fabel om kvindens natur, "Melancholia" (2011) om verdens undergang og senest den fem og en halv time lange "Nymphomaniac" (2013, 2014), om seksualiteten som en destruktiv besættelse.

Trier har derudover skrevet manuskript til Thomas Vinterbergs drama "Dear Wendy" (2005), om marginaliserede unge i en amerikansk mineby, og til Jacob Thuesens "De unge år" (2007), en komedie om Triers filmskoleår. Han lavede endvidere konceptet til teaterforestillingen "Verdensuret" (1996), opført i Kunstforeningen, København.

Læs på DFI Bibliotekets site om Lars von Trier særsamling